De Dræbne Stunder ( Solopgang )

De tårefyldte øjnes formørkede slør dræber det sidste lys omkring mig og hiver mig med ned i den sorgmodige stilhed der hersker i vores fælles nætter, på jagt efter det falmede glansbillede, der førhen afspejlede vores uskyld.

Jeg har stukket mig engang for meget på kærlighedens røde rose, smagt en for mange af paradiset ellers så utilgængelige rønnebær, hvilket gør at jeg nu endnu engang sidder her med en bitter smag i munden, lænket til den drøm jeg engang udlevede og med endnu et blødende sår der nok aldrig rigtigt healer, for dumhederne står malet i ansigtet på os bække, med fremmede kropsvæsker og røde læber der har brændt sig fast, og lorten ligger endnu på tungen, klar til angreb imod den tveæggede virkelighed vi engang delte, imens de usynlige tårer løber ned af kinderne.
Du opløste tyngdekraften i en eksplosion af de farverige tårer med rødligt skær, der nu løber ned af de selv samme arme på den ansigtsløse skikkelse der lever i mit spejlbillede og som hvisker stille for sig selv:

                                                         3 små ord jeg tror du kender,
                                                                  blev sagt imellem 2 der før var venner
                                                                nu er to er blevet til 1 og venner til fjender..
                                                                                 har vi bække mén?...  

Melankolien suser igennem mine blodbaner søgende efter den sidste rest af endorfiner i mit overfyldte hoved, imens kejseren og hans orkester spiller op til den alt æderne glød, der hvor savnet legemliggøre min virkelig iform af ensomhedens tårer dryppende fra vækkende i store blodrige klatter, i takt med latteren fra den anden side langsomt pennetærer sig vej ind igennem mine ører, der hvor savnet efter ven man kan tømme hoveder med udleves, savnet fra et fjernt venskab, som skrig i mørket i kold vinterdag, med trygheden hængende tæt i luften, som når solen står op over det krystal blå hav, jeg er bange for at jeg er ved at miste det jeg aldrig troede jeg skulle miste..
Men nu står jeg her med hænderne der er lænket og en næse der klør efter at indånde de drømme jeg  altid har drømt, og der er kun en vej frem, med buler og bump og store sten i vejen, men jeg kæmper for at se og opleve det smukke her i verden, så bliver nød til at glemme smerten.  Jeg bliver nød til at vende fokus imod dem hvis betydning vejere mere end undersiden af en sko, om det så er din eller min, så nu ser jeg udover det krystal blå hav og nyder øjeblikket imens min ven den gråblå ulv med dårligt syn, endelig fandt hjem igen.. Men mit spejlbillede vil for evigt hviske de 3 små ord, i håb om igen en dag at blive hørt..