Skyggernes Øjne

Jeg sidder nu fastlåst i fortidens utopier omkring aftenhimlens krystal blå skær, med billeder der er sat på repeat på øverste etage, ser jeg det lysglimt igen og igen, der endte med at få blodet til at pible frem fra sjælens vinduer.  Jeg flakkede bevidstløst rundt imellem skårene fra de knuste drømme og den stenede virkeligheds askefyldte lunger, jeg råbte i mørket men kun skyggerne svarede, druknede i tåre fra de ansigtsløses forventninger.
Ensomhedens venskab blev min hverdag og i takt med sårene på materialiseringen af liv begyndte de pædagogiske misfostres for glem mig ej at springe ud, indtil dagen hvor stjernen bag horisonten kom til syne igen og banede vej for de uforglemmelige minder, der igen i dag voldtager realitetssansen og slynger de krypterede beviser på bevidsthed ud til de svimlende højder, der knækker hver en sætning midt i hverdagens stressede afslapning.

Jeg forkynder hverken godt eller ondt, fortæller bare hvordan livet har trådt sålen ned på min tøffel.
Så vil du fortælle mig vejen til hvor gæret er lavest? for jeg vil så gerne se solen stå op over de grønne enge før jeg dør..

Vægten fra minderne

Jeg sidder i de ensomme nattetimers betrykkende tomrum, hvor kun lyden af minutternes triste snorken snegler sig hen over viserne på mit indre ur, som når mørket rædselsslagent står stille i sekundet før solens dræbende stråler rammer.
kaster et sidste blik på de farverige lygter, der nu endnu en gang går i atmosfærisk tomgang under mindernes genudsendelser, før jeg indtræder det velkendte vakuum hvor i min sjælefred drømmer sig hen, når alt andet bliver for uudholdeligt.
min krop den ekser under vægten fra de overstyrede fortrudte minder på mine skuldre, for jeg er blændet af glimt fra fortiden, så jeg må glemme min virkelighedsflugt, for igen at træde ud i solens månelignende skær, min sindsstemning sætter sig i hak som grammofonen i stuen og pladestøjen ligger sig tungt i hver en fuge og udfylder tomrummet i maven og sætter fornuften til skue.

Jeg er som en flue på væggen i mit eget liv, fyldes igen af angstens passive sind, som at blive ved med at genlæse første kapitel af en melankolsk kærlighedsroman.
jeg forstår ikke længere de tvetydige stemmer, der bølger sig igennem virkelighedens alt overvældende førstehåndstryk, som at se sin bedste ven uden længere at kunne genkende ansigtet.
jeg står stille, helt alene i mørket, nægter at betræde paradisets kolde jord uden bekendtskab til følelsernes væsker, der gemmer sig i undergrunden, mit liv er som et galleri hvor billederne er fra lige efter tingende er sket.
Så hvem siger at det er svært at leve? Det der er svært er at tilgive sig selv uden at skulle nedslagte sin ven, for rønnebærrene er aldrig lige så sure som man gerne vil have og man ved, at grunden til, at man ikke fik dem, var at man var for doven til at hente stigen.

Blod, Tåre og Knuste Drømme

Virkeligheden slår ned over øjeblikkets sjælefred og drukner fornuften i for længst glemte løfter, imens syreregnen blodtørstigt løber ned af kinderne på den jeg engang var, som om alt andet stadig er entakt, bortset fra husets vægge.
De spildte håb ransager mine minder, for rønnebær men de er ikke længere til at nå. Som når tiden suser forbi i de tidlige nattetimer og efterlader fortiden til beskuelse, men altid kun i brudstykker, For kun savnet står tilbage i asken fra de brændte broer.

Sensommerens kærligheds serenader, brænder sig fast bag min nethinde og udvisker gang på gang, verdenen omkring mig i et vandfarvelignende drømmespil, hvor nuancer og skygger danner billeder fra første gang jeg så den krystal blå nattehimmel.
Ord har magten til at puste liv, så når du siger de ting jeg altid har drømt om at kunne få over mine læber, så husk på at hvert et ord rammer mig i hjertet, for du taler den drøm der blev til virkelighed.  

Jeg kan ikke længere finde vej igennem natten, for lyset der skulle lede mig blinder mig, så jeg glemmer tid og sted.  
Jeg sidder fast i de evige nætter, for tågen har endnu ikke lettet, men håber bare på at du er der når natten  engang forsvinder..

Paranoia

Sindets fæstning forfalder i savnet til tryghedens hjertebanken imens depotopiens slange snor sig stramt omkring virkelighedens kirsebærtræ midt imellem de forfaldne minder, som at være skuffet over skuffelsen men uden at kende grunden.
melankoliens trubadur spiller et sidste nummer, imens mine drømme forkynder, om en verden hvor regnen falder på gaden som de blodige tårer fra englenes bedre halvdel, og hvor hjerte ikke rimer på nogen form for smerte, savner ikke at føle blikket fastfrosset på min sjæl.
Alle de drømme jeg havde, voksede sig til et frø der så begyndte at spire da sensommerens fantasi slog mig til jorden som et lynnedslag, men jeg savner et holdepunkt i livets evige strøm, jeg savner en drøm jeg tør sætte min lid til.. Jeg mangler at mærke at min dag ikke er spildt, men min utopi forbliver en drøm og misfostret fra barndommens lange og dunkle nat må vandre i blinde, for de blinke lygter, løfter kun sløret for folk der tror de forstår.. og det er der desværre kun få der formår...