Digterens Dans Med Djævlen

Jeg er den pinefulde legemliggørelse af drobblemoralens frisind, for når man høster melankoli kender man kun til sult.  aner ikke hvem, hvad eller hvor kun savnen efter de oplyste stunder der hvor jeg ikke skulle tilsværte min samvittighed for at kunne fortælle det du vil høre, jeg har ikke længere noget at forkynde, har glemt hvordan livets skæve toner ska synges.
jeg sidder fastlåst i et vakuum af bedrøvelsens sødme og alting snore hurtigere end sidste gang jeg lod mine tanker vandre, sårbarheden trænger sig på, udeblivelsen af mine tankers notering, piner mig, ødelægger mig, dræber mig.
vi frygter, vi tænker, vi taler for at glemme vores lænker.  det litterære bud på en junkie, melankoliens dusørjæger, afhængig af de ætsende tåre fra et hvert skybrud i hverdagens vaner..
desperationen fortrænger mine håb så jeg frygter ensomheden, for natten er så frygtelig lang når man forkynder de uelskedes sang.
Jeg taler med morgensolens forgyldte tunger som alle og alligevel ingen vælger at forstå midt i hverdagens ætsende forventninger.
Jeg er det bekræftende syndefald, gemt væk der hvor månens isnende stråler aldrig skinner..

- Er det dig eller mig?...

Sindets Sidste Hjerteslag.

Kærlighedens skyggeside brændemærker min sjæl imens cementen under mig så småt begynder at trænge ind igennem et hvert af hjertes åbninger. 

Frygtens citrene lammelse rammer mig i brystkassen og spreder melankoliens torne ud i mine blodbaner, som en blind hest trækkes jeg rundt i manechens evige pinerig fra folks stikkende blikke.

De brændende rester af livets fundament regner nu ned over mig alt imens de rosen røde minder langsomt bliver fortrædret af jalousiens sultne maver. de ord der aldrig blev sagt drypper nu fra det knuste hjertes skår, de tanker der aldrig blev tænkt gennembore nu min personlighed, som en tikkende bombe gemt under hverdagens stressende maskebal.
ensomhedens herreløse hund knuser mit hjerte endnu engang, alt imens skriget fra det sadistiske selvpineri bliver til et eko af morgengryets farverige opstandelse. 

Ubeslutsomme Beslutninger

Velkommen til endnu en fortælling fra den virkelighed der nok ikke er så anderledes din, blot skitse med andre tanker og farvelagt med andre drømme.

 
Hverdagens ledende stjerne begynder så små ironisk at opløse sig selv i de altædende tårer for enden af regnbuen, for hvert xenofobisk slag der truer med at knuse smilets fundament vokser der ny af afmagtens violette blomster frem i mit sind, som en hånlig erindring om at intet kan ændres før jeg ændre mig selv. Forvirringens tårefyldte ocean trænger ind igennem alle sprækker i mine glasskårs musarik lignende parader, imens nattens kolde stikkene blikke efterhånden har gennemhullet min fornuft til ukendelighed, prøver jeg at sælge skinnet på en drøm jeg nok aldrig får indhentet fra den synkende skude, efterladt til melankoliens begraftigelse af liv  står jeg  nu tilbage med et tomt smil og de tusinde forventningers åndedrag løbende isnende ned af ryggen.
Jeg har i forlang tid skubbet de ubeslutsomme beslutninger foran mig på livets stenede vej men nu står jeg ved en skillevej og drukner i ubesvarede nådesskrig fra mit moralske blodblad der så pinefyldt hiver spørgsmålene frem fra det nervøse blik der plager dit ansigt.