Et glimt af at blive blindet

Smeltet sammen på tværs af elektriske impulser og alkoholismens tilbageholdte lyster
deles der et øjeblik, imellem de farverige lygter og fritsvævende kropsvæsker, med pålagte facader fri for forandring og eftertanke.
Som den klareste stjerne på himlen, styrerne imod jorden med til side satte pligter dansende omkring i de rødglødende gnister, der til sammen udgør nattens 12 vidundere.

Imens to lys et andet sted bliver tændt og tre gamle fortryllende ord bliver glemt, formere der sig nye skæbner i ansigtssveden fra de selvtænkendes uopmærksomhed.
Poetiske visdomsord og barnløse barndomme skabes, i en verden hvor ensomme café-kaffekopper vægtes højere end den der må tigge for at få en, så velkommen til det ansvarsløse maskebal, der træder i stampe for at undgå at få krampe!

Stilstand

Every day seems like the same.

This colorless void constantly drives me insane.

I will do everything for a beautifull night, were my eyes may shine bright,

and my shoulders might not ache of fate.

If you dare, follow me into the light? 

hold on tight!..

Lonesome af mig :D..

En sang jeg startede på til noget rap engang men fik aldrig helt lavet den færdigt.

men synes at der er sådan en god stemning i, derfor valgte jeg at ligge den ud her :)

håber i kan i det :)

Blomstre op af graven

Jeg er blindet af grå skyer og selvretfærdige gjorte tårer i en virkelighed hvis verdensbillede, som var det dikteret med olie farver, langsomt flyder ud til ukendelighed imens masserne stiger tomt på den endnu så kække facade. 

Men jeg nægter at lade noget så ligegyldigt som melankoli ødelægge fundamentet til venskabets hyggelige kroge og jeg begræder en hver tanke om at sprede afmagtens frø.

så kig på mig som du kigger på alle andre, elsk mig som en du elsker vejen under dine føder og døm mig som du dømmer dit spejlbillede.


Jeg tror på den ubemærkede skønhed, hvis afgreninger er så små og banale at folk med headtones eller headphones mister en hver chance for at nyde den. jeg tror på kærlighedens symbiose, for selv imellem venner og fjender er der folk man kender og jeg ved at for en hver sorg du måtte møde bliver det smukke i dine øjne blot støre, Så jeg nyder blot den friske luft og solens stråler, der så elegant spiller op til dans med livets skæve toner.

De Dræbne Stunder ( Solopgang )

De tårefyldte øjnes formørkede slør dræber det sidste lys omkring mig og hiver mig med ned i den sorgmodige stilhed der hersker i vores fælles nætter, på jagt efter det falmede glansbillede, der førhen afspejlede vores uskyld.

Jeg har stukket mig engang for meget på kærlighedens røde rose, smagt en for mange af paradiset ellers så utilgængelige rønnebær, hvilket gør at jeg nu endnu engang sidder her med en bitter smag i munden, lænket til den drøm jeg engang udlevede og med endnu et blødende sår der nok aldrig rigtigt healer, for dumhederne står malet i ansigtet på os bække, med fremmede kropsvæsker og røde læber der har brændt sig fast, og lorten ligger endnu på tungen, klar til angreb imod den tveæggede virkelighed vi engang delte, imens de usynlige tårer løber ned af kinderne.
Du opløste tyngdekraften i en eksplosion af de farverige tårer med rødligt skær, der nu løber ned af de selv samme arme på den ansigtsløse skikkelse der lever i mit spejlbillede og som hvisker stille for sig selv:

                                                         3 små ord jeg tror du kender,
                                                                  blev sagt imellem 2 der før var venner
                                                                nu er to er blevet til 1 og venner til fjender..
                                                                                 har vi bække mén?...  

Melankolien suser igennem mine blodbaner søgende efter den sidste rest af endorfiner i mit overfyldte hoved, imens kejseren og hans orkester spiller op til den alt æderne glød, der hvor savnet legemliggøre min virkelig iform af ensomhedens tårer dryppende fra vækkende i store blodrige klatter, i takt med latteren fra den anden side langsomt pennetærer sig vej ind igennem mine ører, der hvor savnet efter ven man kan tømme hoveder med udleves, savnet fra et fjernt venskab, som skrig i mørket i kold vinterdag, med trygheden hængende tæt i luften, som når solen står op over det krystal blå hav, jeg er bange for at jeg er ved at miste det jeg aldrig troede jeg skulle miste..
Men nu står jeg her med hænderne der er lænket og en næse der klør efter at indånde de drømme jeg  altid har drømt, og der er kun en vej frem, med buler og bump og store sten i vejen, men jeg kæmper for at se og opleve det smukke her i verden, så bliver nød til at glemme smerten.  Jeg bliver nød til at vende fokus imod dem hvis betydning vejere mere end undersiden af en sko, om det så er din eller min, så nu ser jeg udover det krystal blå hav og nyder øjeblikket imens min ven den gråblå ulv med dårligt syn, endelig fandt hjem igen.. Men mit spejlbillede vil for evigt hviske de 3 små ord, i håb om igen en dag at blive hørt..

Digterens Dans Med Djævlen

Jeg er den pinefulde legemliggørelse af drobblemoralens frisind, for når man høster melankoli kender man kun til sult.  aner ikke hvem, hvad eller hvor kun savnen efter de oplyste stunder der hvor jeg ikke skulle tilsværte min samvittighed for at kunne fortælle det du vil høre, jeg har ikke længere noget at forkynde, har glemt hvordan livets skæve toner ska synges.
jeg sidder fastlåst i et vakuum af bedrøvelsens sødme og alting snore hurtigere end sidste gang jeg lod mine tanker vandre, sårbarheden trænger sig på, udeblivelsen af mine tankers notering, piner mig, ødelægger mig, dræber mig.
vi frygter, vi tænker, vi taler for at glemme vores lænker.  det litterære bud på en junkie, melankoliens dusørjæger, afhængig af de ætsende tåre fra et hvert skybrud i hverdagens vaner..
desperationen fortrænger mine håb så jeg frygter ensomheden, for natten er så frygtelig lang når man forkynder de uelskedes sang.
Jeg taler med morgensolens forgyldte tunger som alle og alligevel ingen vælger at forstå midt i hverdagens ætsende forventninger.
Jeg er det bekræftende syndefald, gemt væk der hvor månens isnende stråler aldrig skinner..

- Er det dig eller mig?...

Sindets Sidste Hjerteslag.

Kærlighedens skyggeside brændemærker min sjæl imens cementen under mig så småt begynder at trænge ind igennem et hvert af hjertes åbninger. 

Frygtens citrene lammelse rammer mig i brystkassen og spreder melankoliens torne ud i mine blodbaner, som en blind hest trækkes jeg rundt i manechens evige pinerig fra folks stikkende blikke.

De brændende rester af livets fundament regner nu ned over mig alt imens de rosen røde minder langsomt bliver fortrædret af jalousiens sultne maver. de ord der aldrig blev sagt drypper nu fra det knuste hjertes skår, de tanker der aldrig blev tænkt gennembore nu min personlighed, som en tikkende bombe gemt under hverdagens stressende maskebal.
ensomhedens herreløse hund knuser mit hjerte endnu engang, alt imens skriget fra det sadistiske selvpineri bliver til et eko af morgengryets farverige opstandelse. 

Ubeslutsomme Beslutninger

Velkommen til endnu en fortælling fra den virkelighed der nok ikke er så anderledes din, blot skitse med andre tanker og farvelagt med andre drømme.

 
Hverdagens ledende stjerne begynder så små ironisk at opløse sig selv i de altædende tårer for enden af regnbuen, for hvert xenofobisk slag der truer med at knuse smilets fundament vokser der ny af afmagtens violette blomster frem i mit sind, som en hånlig erindring om at intet kan ændres før jeg ændre mig selv. Forvirringens tårefyldte ocean trænger ind igennem alle sprækker i mine glasskårs musarik lignende parader, imens nattens kolde stikkene blikke efterhånden har gennemhullet min fornuft til ukendelighed, prøver jeg at sælge skinnet på en drøm jeg nok aldrig får indhentet fra den synkende skude, efterladt til melankoliens begraftigelse af liv  står jeg  nu tilbage med et tomt smil og de tusinde forventningers åndedrag løbende isnende ned af ryggen.
Jeg har i forlang tid skubbet de ubeslutsomme beslutninger foran mig på livets stenede vej men nu står jeg ved en skillevej og drukner i ubesvarede nådesskrig fra mit moralske blodblad der så pinefyldt hiver spørgsmålene frem fra det nervøse blik der plager dit ansigt.

Hvem er (j)eg?! (starten på en novelle)

Jeg sidder her endnu engang, i gadelampernes matte guldregn imens mørket omkring mig sultent iagttager hver eneste bevægelse, der bryder tomheden. Den eneste lyd der bryder stilheden er den skrabende blyant henover papiret på endnu en tom side i en endnu tom bog. Det er en juli nat, eller også er det maj, jeg følger ikke rigtigt med længere, gider ikke, Det eneste jeg gider, er at opleve magien fra mine venner bag det blanke papirs afspejling,- Jeg notere tanker, det har jeg gjort lige så længe jeg kan huske men på den anden side, kan jeg måske ikke huske så meget, eller kan jeg? – Jeg er lidt ældre end dig, men alligevel yngre, lidt højere end de fleste men alligevel lav, en smule fedt på siden men alligevel så tynd at man kan se mine knogler, folk sir det er ulækkert men jeg synes det er dejligt for så kan man spise til man falder om uden at tænke på om ens venner synes man er tyk. ville gerne have fortalt jer lidt mere omkring mig selv, men hver gang jeg ser mig selv i spejlet, vil ham drengen ikke gå væk,- han stiller sig altid foran mit spejlbillede og nægter at flytte sig, eller i det hele taget noget som helst, han står bare der og lader som om og lejer mit spejlbillede.
men jeg kan da sige så meget at jeg har krøller, de kilder min næse hver gang jeg sidder og snakker med mine venner under gadelamperne, det er derfor at jeg altid bruger hårspænder.
Min mor hun siger til mig at jeg altid skal huske hvem jeg er, så det glemmer jeg ikke – for så husker man jo også altid hvor man skal sidde i klassen, jeg sidder ved siden af Rasmus og Christian, det er lige der hvor at der står en flap papir yderst på bor kanten hvor der står Jens, engang var det papir der ikke længere så jeg troede jeg var gået forkert. Men det er ikke fordi at jeg ikke kan lig forandringer, de skal bare ikke for tæt på, det er lidt ligesom fremmede mennesker i Netto, de skal være der, ellers ville alting være for sygrealistisk og man bliver jo nød til at respektere dem ellers få man aldrig købt sine kiks, men alligevel er der noget ved dem der får en til at håbe de holder sig på afstand,- enten er det deres næse der fylder hele hoved, sådan så man lige kan skimte buen af et par klare lyseblå øjne inde bag ved, eller også er det deres måde de kigger på en, du ved sådan rigtigt, surt som om at man var et lille barn der var blevet taget i at stjæle lærens kridt og som nu stod på rektors kontor med en meget mere øm bagdel end de fleste bøller på hele årgangen kan give en, - det er derfor at jeg sjældent går i Netto,  jeg holder mig for det meste til mine venner i den lysende cirkel.

det kan også godt være at jeg er bange for at jeg selv forandre mig, for tænk nu hvis mine venner slet ikke kunne genkende mig, det ville være trist.. mere trist end dengang min kat ”Mis” den dødede, det må ikke ske for så har jeg ikke nogen at snakke med når mørket falder på..
Engang kom der et cirkus til byen, de hostede med ild og pinte katte med stole imens de brokkede sig højlydt og kastede med knive, det var ikke noget for mig så jeg blev hjemme, for jeg skulle jo nødigt miste mine venner til mørket, eller fare vild..

Tomme blikke skader ikke

Dine silkebløde læber gik til angreb og forgiftede mig med sådan en trivi at den fik hjertet til at splintre,
nu står jeg tilbage mere alene end nogensinde og græder mine tørre tåre i regnen.
aldrig har mine ord været så tomme som nu, aldrig har mit sind været så indsmurt af varme klistrede uigenkendelige væsker, hvis historier flyver hen over hoved på mig som turtelduerne, med næsen godt plantet i de lyserøde skyer.

Paradisets have er gået ud, slukket og lukket er porten til endofinerne i mit efterhånden alt for overfyldte hoved. Gid dog at nogen ville give mig et overlagt blik eller skænke mig en åbenlys tanke, for det samvittighedsløse liv bag den grøn-tonede krystal blå zone er efter hånden ved at æde mig op inde fra.

Jeg overskuer ingen ting, dæmonerne på øverste etage inviterer mine tanker op til dans, under lysekronernes klæbrige spotlight. Dråben der knuste spejlet ligger nu tryk oppe under ærmet, ventende på sit stikord, jeg fortrænger, forlader, forsvinder i de indebrændte spørgsmål der aldrig blev stillet. Så jeg fortsætter blot med at fælde mine salte tåre i glasset, for selv de mindste dråber har magt som havet, så længe de udfylder den samme ramme.

Afmagten baner vejen for de ensomme, depressive nuancer der former sig på væggen ved siden af det samvittigheds dræbte spejl, der før i tiden så yndigt afspejlede vor uskyld.
jeg ser dage og nætter forsvinde ud i mørke, jeg hører skrig og ophidsede stemmer brænde en hver forsigtighed til aske, imens sol og stjerner lige så stille bytter plads i min i forvejen så kaotiske dagligdag.
men måske, kommer råd når tiden engang har været her!..