Drømende Slør

Smerterne i brystet vokser, imens blandede følelser skyller ind over strandbredden og efterlader et spor af saltede tåre. energien i armene kræver retfærdiggørelse, i takt med månens sorthvide nuancer blotter blodsporet hen af melankoliens forfærde legemliggørelse. idiotiens fantast forsvinder i morgengryets brændende hav og jeg selv drukner i den masochistiske forfængelighed, som at vågne op i en fornuft der ikke er din egen, men tilhører skyggen for væggen.. jeg forbander følelsen af uvirkelighedens livløshed, som at se sig selv gå i søvne, men uden at kunne genkende ansigtet..

Virkelige uvirkelighed

Skrigende fra de individualistiskes dødende sjæle, hørers ved hver et gade hjørne i tilværelsens xenofobiske fængsel, imens de virkeligheds forfulgte, står og ser på sig selv drukne i råd og falsk sympati fra bedrevidende idioter, der endnu ikke har opdaget den sociale symbiose, imellem dem der tabte et liv og dem der lever tabet.

Denne lukrative besættelse som vi alle lever vores liv under, fører kun til den paranoides dobbeltmorale.  imens vi nedkøler vores dårlige samvittighed med egoisme, kører fornuften kun på autopilot, og efterlader et hvert spinkelt håb til de åbne massegrave.
på trods af menneskehedens empatiske natur, kendes vi langt fra ved den, men hvad gør kroner og ører imod det gabende tomrum der fortærer sjælende hos de pædagogiske misfostrer, som at se de ansigtsløse masochister offer sig selv til kødets lyster, for at retfærdiggøre kødsårets varme væsker, det knuste hjertes splinter gør tilværelsen dunkle og bister og efterlader livets parafili til monsteret under sengen.

Et hvert menneske er født lige og et hvert menneske dør lige, alt hvad der kommer imellem er blot glasur på den ellers så tandpine fremkaldende, søde velkomstkage, bestående af de psykotiskes sorthvide blodbad..

 Jeg sidder i den øredøvende stilhed og betragter virkeligheden forsvind, imens tikken fra uret bliver højere, danner jeg mig, for et øjeblik billeder af den følelses mæssige voldtænkt der skabte fabelagtige maleriger af boldbadet på øverste etage. som jagten på mening, lever vi i freakshowets iscenesatte maskebal, der gemmer på normerne og deres tankeløse fremmedhad, imod enhver der tænker selv.

Navnløse Ansigter

Navnløse ansigter, som bøgerne på hylden ligner hinanden, blot med forskellige slutninger..

Jeg sidder i mængden af de tvekønnedes hjerteløse kroppe imens melankolien hænger tykt i luften, som lagt under baggrundsstøjen af de tusinde skrig i tågen. Fra sekundet af den objektives virkelighed ser jeg de ensomme sidde i flok, men konstant tale forbi hinanden. De herreløse skygger fra tilværelsen jagter fornuftens stemme, men de sorthvide nuancer tørlægger gang på gang deres sind og efterlader de menneskeskabte misfostre til beskuelse, i håbet om at vende tilbage til nulpunktet i denne dæmoniske tilværelse.

Normernes pisgule væg smadrer konstant et hvert håb fra en skæv person om selvanerkendelsens sjælefred, men eksistenses forståelse af fred går gennem krig. Dette tyktflydende magtbegær fremmer overdrivelse og ikke forståelse. Så når man siger, at vi lever i en syg verden, er det måske mere en bjørnetjeneste, når virkelighedens dunkle syn afslører sadismen i vores ellers så idylliske spejlbillede.

Solen går ned og efterlader ringe i vandet, mens en hver skarp kant bliver slebet lige, i takt med at assimilationen af det farverige skrider frem, efterlades der udsigter, der minder om en dårlig drøm. Ingen navnløse ansigter, men masser af tvekønnede kroppe, der udfører hjerteløse handlinger. Værdierne i livet er lige så forskellige som honningblomsterne på engen, men den samlede nektar giver lige meget glæde, så hvorfor bekymre sig om antallet af blade??..

Forfærde Lænker

Jeg står i vandkanten, spejler mig i de fortabtes hav, imens refleksionen i det tjærelignede blodblad forkynder historier om engle og dæmoner fra en sælsom vinternat.
Alting ånder stilhed før stormen i glasset på mit skrivebord, imens den nedgående sol endnu engang drukner i depressions akse, velvidende at de lange skygger snart bryder fri fra tyngden af mine sko, for at fortære de knuste hjerter som melankoliens triste trubadur.
de dunkle smerter danner følelser som hører hjemme hos forræder, som skrig i natten fra de tusinde sjæle flyver jeg hvileløst hen over de åbne massegrave af de ansigtsløses forventninger, imens kontrasterne bliver lysere og skyggerne igen bliver lænket..

I Det Sidste Seckund

Fortidens koldsved hjemsøger mig imens genoplivede minder, grumt smiler til mig, bag de tunede ruder i det man engang kaldte min personlighed, jeg er forfærdet.. Fortrydelse fra fortiden jagter og nedslagter min samvittighed som et vildt dyr, som et skud flyvende på hadets vinger, pumper adrenalinen igennem min krop og får mig til at føle smerten fra det pedakoiske misfoster, der trygt ligger og sover, under tynden fra mine feriebilleder, af dumhederne på de 10 tågede minutter, jeg kan huske fra før solopgangen..
Jeg kan huske det iskolde skær fra håbets håbløse måne, den negative side af det ironiske omkring yin og yang?..
som en nedslået kæmpe forbander jeg virkelighedens jordbundenhed og spontant kaster mig ud i de følelsesfyldte bundløse hullers forbandelse og nyder stilheden i de 15 opreklameret minutter, der opholder samvittighedens smerter..
Fantasiens farvestrålende slange sætter sig omkring halsen på mit livs fornuften og danner flager af frygtens mistillid, der løber ned igennem de store sprækker i psykens spejlbillede, som set igennem en tåre fra samvittighedens maskebal, dannes der grå silhuetter fra fortidens forventninger, som fast frosset i et kys fra de for længst rødnede læber..
Jeg husker kun fremtid, nuet og fortiden har tågens isblå øjne stenet til døde, jeg forbander fremtid, for den rene tanke om fremtid er ligesom at få at vide hvor du skal hen men have glemt hvor du kom fra og af hvilke veje du skal gå, tiden forsvinder imens de ambiverlente tankerne byder på endnu en druktur i det freakshow som vi nu alle engang går rundt i..

Virkelighedens Øjeblikke

følelsen af krampelignede smerte i hver en muskle og koldsved blandet med det tætte mørke for dine øjne, imens Rihanna battler med eminem om en løgn på MTV?? - yep, jeg har gjort det.. igen...


Kærlighedens vintergækker begynder at pusle omkring den forfaldende røde rose med de påtagede masker af gamle hjerteslag, lagt oven på hinanden og forevigede til glemslen med de knuste hjerters trykflydende tårer, som det nu engang går, når tiden forsvinder og nuet bliver til fortid og oplevelser til minder, out of control..

jeg bliver opfyldt af en fortivelse som ikke er min egen, men derimod tilhøre mit dobbeltmoralske hjerte der skrigende og badet i snot og tåre, ber desperat om håb for en drøm hvis realisme for længst er blevet fantasi, men jeg er dum og naiv og står mit dobbeltmoralske hjerte bi i håbet om at drømmen ikke længere er fantasi..

En drøm jeg så tit har drømt, et håb jeg så mange gange desperat har prøvet at få til at vokse med vandet fra mine tårer, jeg håber af mit fulde hjerte at denne ene gang går drømmen i opfyldes, speciel..

De Forkyndende Øjeblikke

Jeg er blevet så træt, så træt af at vandre i blinde igennem det maskebal som normerne gemmer sig i..
jeg er så træt af bedrevidende fjolser der tror de kan se igennem mig på trods af den hærdede utilregnelighed som udgør min hverdag…

Jeg er så ligeglad, med alt jeres trivielle pis, at de blodrøde mure malet med normernes hjernemasse, er ved at vælte. .

Hvis mig jeres virkelighed og dernæst jeres drøm, lad dog være med at forkynde det foretrukne, og hvis mig virkeligheden, i stedet for at lade mig vandre i blinde, i færd med at skyde fluer ned med en kanon.. I gir mig kvalme…
Hvad er dette rationelle og fantastiske syn, i alle så modløse prøver at få solgt?.. I er som en udbrændt fantast, der er faret vild i et lysglimt fra i går, imens virkeligheden presser sig på, bag tømmermændenes behagelige bedøvelse, (som en aften foran Tv´et).. normernes sygelige tørst efter det euforiserende slør, er det der holder julet kørende i det fantasifulde eventyr, som vi nu alle engang drømmer os væk fra..
Som den dobbeltmoralske sangfugl, lever i jeres version af den forkyndende kærlighedssang, til illusionen bag facaden, men forskellen er blot at i ikke kan synge.. Hvis mig jeres ansigter, lad mig se de brændende øjne, lad mig høre de forpinte skrig, fra jeres tavse munde, der så sygeligt øremærker mit sind, som en gris i en slagte hal, så ska jeg fortælle historien om drengen, der voksede op under alt dette, hvis personlighed endte med at bange, for sit eget spejlbillede..

OG SÅ HOLD DOG JERES KÆFT MED ALLE JERES BEHOV, JEG GIDER IKKE HØRE PÅ DET……
Få en i en verden der drives af magtgale mænd, har du kun de rettigheder du selv tør tag, men er det prisen værd at tørlægge dit sind, for at købe en flaske vand? ..

hvis i absolut vil være ligesom de bedre vidne højrøvet idioter, som medie-helvede nu engang har skabt, så lad mig vise jer vejen, trin for trin, til i kommer helt derud hvor man fortrækker følelsen af livløshed, derude hvor håbløsheden er din eneste rejsekammerat, derude hvor tågen aldrig letter og skyggerne prikker til din samvittigheds lig…