Hvem er (j)eg?! (starten på en novelle)

Jeg sidder her endnu engang, i gadelampernes matte guldregn imens mørket omkring mig sultent iagttager hver eneste bevægelse, der bryder tomheden. Den eneste lyd der bryder stilheden er den skrabende blyant henover papiret på endnu en tom side i en endnu tom bog. Det er en juli nat, eller også er det maj, jeg følger ikke rigtigt med længere, gider ikke, Det eneste jeg gider, er at opleve magien fra mine venner bag det blanke papirs afspejling,- Jeg notere tanker, det har jeg gjort lige så længe jeg kan huske men på den anden side, kan jeg måske ikke huske så meget, eller kan jeg? – Jeg er lidt ældre end dig, men alligevel yngre, lidt højere end de fleste men alligevel lav, en smule fedt på siden men alligevel så tynd at man kan se mine knogler, folk sir det er ulækkert men jeg synes det er dejligt for så kan man spise til man falder om uden at tænke på om ens venner synes man er tyk. ville gerne have fortalt jer lidt mere omkring mig selv, men hver gang jeg ser mig selv i spejlet, vil ham drengen ikke gå væk,- han stiller sig altid foran mit spejlbillede og nægter at flytte sig, eller i det hele taget noget som helst, han står bare der og lader som om og lejer mit spejlbillede.
men jeg kan da sige så meget at jeg har krøller, de kilder min næse hver gang jeg sidder og snakker med mine venner under gadelamperne, det er derfor at jeg altid bruger hårspænder.
Min mor hun siger til mig at jeg altid skal huske hvem jeg er, så det glemmer jeg ikke – for så husker man jo også altid hvor man skal sidde i klassen, jeg sidder ved siden af Rasmus og Christian, det er lige der hvor at der står en flap papir yderst på bor kanten hvor der står Jens, engang var det papir der ikke længere så jeg troede jeg var gået forkert. Men det er ikke fordi at jeg ikke kan lig forandringer, de skal bare ikke for tæt på, det er lidt ligesom fremmede mennesker i Netto, de skal være der, ellers ville alting være for sygrealistisk og man bliver jo nød til at respektere dem ellers få man aldrig købt sine kiks, men alligevel er der noget ved dem der får en til at håbe de holder sig på afstand,- enten er det deres næse der fylder hele hoved, sådan så man lige kan skimte buen af et par klare lyseblå øjne inde bag ved, eller også er det deres måde de kigger på en, du ved sådan rigtigt, surt som om at man var et lille barn der var blevet taget i at stjæle lærens kridt og som nu stod på rektors kontor med en meget mere øm bagdel end de fleste bøller på hele årgangen kan give en, - det er derfor at jeg sjældent går i Netto,  jeg holder mig for det meste til mine venner i den lysende cirkel.

det kan også godt være at jeg er bange for at jeg selv forandre mig, for tænk nu hvis mine venner slet ikke kunne genkende mig, det ville være trist.. mere trist end dengang min kat ”Mis” den dødede, det må ikke ske for så har jeg ikke nogen at snakke med når mørket falder på..
Engang kom der et cirkus til byen, de hostede med ild og pinte katte med stole imens de brokkede sig højlydt og kastede med knive, det var ikke noget for mig så jeg blev hjemme, for jeg skulle jo nødigt miste mine venner til mørket, eller fare vild..

Tomme blikke skader ikke

Dine silkebløde læber gik til angreb og forgiftede mig med sådan en trivi at den fik hjertet til at splintre,
nu står jeg tilbage mere alene end nogensinde og græder mine tørre tåre i regnen.
aldrig har mine ord været så tomme som nu, aldrig har mit sind været så indsmurt af varme klistrede uigenkendelige væsker, hvis historier flyver hen over hoved på mig som turtelduerne, med næsen godt plantet i de lyserøde skyer.

Paradisets have er gået ud, slukket og lukket er porten til endofinerne i mit efterhånden alt for overfyldte hoved. Gid dog at nogen ville give mig et overlagt blik eller skænke mig en åbenlys tanke, for det samvittighedsløse liv bag den grøn-tonede krystal blå zone er efter hånden ved at æde mig op inde fra.

Jeg overskuer ingen ting, dæmonerne på øverste etage inviterer mine tanker op til dans, under lysekronernes klæbrige spotlight. Dråben der knuste spejlet ligger nu tryk oppe under ærmet, ventende på sit stikord, jeg fortrænger, forlader, forsvinder i de indebrændte spørgsmål der aldrig blev stillet. Så jeg fortsætter blot med at fælde mine salte tåre i glasset, for selv de mindste dråber har magt som havet, så længe de udfylder den samme ramme.

Afmagten baner vejen for de ensomme, depressive nuancer der former sig på væggen ved siden af det samvittigheds dræbte spejl, der før i tiden så yndigt afspejlede vor uskyld.
jeg ser dage og nætter forsvinde ud i mørke, jeg hører skrig og ophidsede stemmer brænde en hver forsigtighed til aske, imens sol og stjerner lige så stille bytter plads i min i forvejen så kaotiske dagligdag.
men måske, kommer råd når tiden engang har været her!..

De pedagoiske misfostre.

Ligegyldigheden kæmper sig igen vej ind igennem røret og brændemærker min sjæl, imens skyggerne på væggen river sig løs, fra de sort-hvide nuancers land til endnu en nat hvor samvittigheden kalder på flaskens dræbende dråber af glemsel.

Kan ikke længere forstå folks flakkende blikke, kan ikke længere se ejeren til øjne der hvile sig i min nakke. Men pisken hviner videre hen over ryggen og tegner syndsforladelsens gennemsigtige smil, med rådne kødsår der afspejler, hvem, hvad og hvorfor jeg er her. Jagter svaret, men er som alle andre, blindet af frygten for se farven på øjnene der svinger pisken.

Savner en der forstår uden at ville, savner en der lader ordet fylde uden at skulle, savner det krystal blå skær, uden at skulle tænke på den jeg havde kær. Så håber i har opnået det i ville med jeres hånlige ordkløver ord, der har efterladt mig tilbage i selvsikkerhedens børnehave, med to sko uden snørebånd og med frygten for fejle.
 
Men bar rolig, jeg tager selv skylden for hvert et slag, så kan i sidde inde i varmen med velbehag og dele jeres rådne samvittigheds smil med jeres egen splinter nye fordrukne synde-svin. Så længe jeg aldrig mere skal tilbage på den skolebænk, tager jeg gerne slagene fra jeres egocentrerede syn på et spejlbillede.

Angerens bagtanker

Lugten af samvittighedens rådne lig ligger tungt i luften imens solen dampende brænder sin vej op igennem de ansigtsløses dødende hav.
Begæret slikker sig ivrigt om munden og blotter de blodindsmurte glasskår, der alle er beviset på deres egen grufulde historie, om hvordan skinsygen knuste de røde rosers idyl.
månens triste akapella, der nynner de hærde spirende hjerter i søvn, er det eneste vidne til nattens lidt for virkelige mareridt, fanget på opslagstavlen sammen med de tusinde sitrende øjenlåg, der alle har solgt livets gnist til morgenstjernens hovmod. Så når i gemmer jeres grådige bagtanker væk bag høje hække og stakitter, er i ikke dem jeg troede i var, for uanset hvor mange gange i siger at man skal dele kagen, glemmer i selv tallerknerne og spiser kagen der hjemme i smug. Så når solen brænder sin vej ned igennem den for længst udbrændte skovbrand, forlader skylden mig og begynder først igen når lignende ikke længere kan være i skabet.