Tomme blikke skader ikke

Dine silkebløde læber gik til angreb og forgiftede mig med sådan en trivi at den fik hjertet til at splintre,
nu står jeg tilbage mere alene end nogensinde og græder mine tørre tåre i regnen.
aldrig har mine ord været så tomme som nu, aldrig har mit sind været så indsmurt af varme klistrede uigenkendelige væsker, hvis historier flyver hen over hoved på mig som turtelduerne, med næsen godt plantet i de lyserøde skyer.

Paradisets have er gået ud, slukket og lukket er porten til endofinerne i mit efterhånden alt for overfyldte hoved. Gid dog at nogen ville give mig et overlagt blik eller skænke mig en åbenlys tanke, for det samvittighedsløse liv bag den grøn-tonede krystal blå zone er efter hånden ved at æde mig op inde fra.

Jeg overskuer ingen ting, dæmonerne på øverste etage inviterer mine tanker op til dans, under lysekronernes klæbrige spotlight. Dråben der knuste spejlet ligger nu tryk oppe under ærmet, ventende på sit stikord, jeg fortrænger, forlader, forsvinder i de indebrændte spørgsmål der aldrig blev stillet. Så jeg fortsætter blot med at fælde mine salte tåre i glasset, for selv de mindste dråber har magt som havet, så længe de udfylder den samme ramme.

Afmagten baner vejen for de ensomme, depressive nuancer der former sig på væggen ved siden af det samvittigheds dræbte spejl, der før i tiden så yndigt afspejlede vor uskyld.
jeg ser dage og nætter forsvinde ud i mørke, jeg hører skrig og ophidsede stemmer brænde en hver forsigtighed til aske, imens sol og stjerner lige så stille bytter plads i min i forvejen så kaotiske dagligdag.
men måske, kommer råd når tiden engang har været her!..