Hvem er (j)eg?! (starten på en novelle)

Jeg sidder her endnu engang, i gadelampernes matte guldregn imens mørket omkring mig sultent iagttager hver eneste bevægelse, der bryder tomheden. Den eneste lyd der bryder stilheden er den skrabende blyant henover papiret på endnu en tom side i en endnu tom bog. Det er en juli nat, eller også er det maj, jeg følger ikke rigtigt med længere, gider ikke, Det eneste jeg gider, er at opleve magien fra mine venner bag det blanke papirs afspejling,- Jeg notere tanker, det har jeg gjort lige så længe jeg kan huske men på den anden side, kan jeg måske ikke huske så meget, eller kan jeg? – Jeg er lidt ældre end dig, men alligevel yngre, lidt højere end de fleste men alligevel lav, en smule fedt på siden men alligevel så tynd at man kan se mine knogler, folk sir det er ulækkert men jeg synes det er dejligt for så kan man spise til man falder om uden at tænke på om ens venner synes man er tyk. ville gerne have fortalt jer lidt mere omkring mig selv, men hver gang jeg ser mig selv i spejlet, vil ham drengen ikke gå væk,- han stiller sig altid foran mit spejlbillede og nægter at flytte sig, eller i det hele taget noget som helst, han står bare der og lader som om og lejer mit spejlbillede.
men jeg kan da sige så meget at jeg har krøller, de kilder min næse hver gang jeg sidder og snakker med mine venner under gadelamperne, det er derfor at jeg altid bruger hårspænder.
Min mor hun siger til mig at jeg altid skal huske hvem jeg er, så det glemmer jeg ikke – for så husker man jo også altid hvor man skal sidde i klassen, jeg sidder ved siden af Rasmus og Christian, det er lige der hvor at der står en flap papir yderst på bor kanten hvor der står Jens, engang var det papir der ikke længere så jeg troede jeg var gået forkert. Men det er ikke fordi at jeg ikke kan lig forandringer, de skal bare ikke for tæt på, det er lidt ligesom fremmede mennesker i Netto, de skal være der, ellers ville alting være for sygrealistisk og man bliver jo nød til at respektere dem ellers få man aldrig købt sine kiks, men alligevel er der noget ved dem der får en til at håbe de holder sig på afstand,- enten er det deres næse der fylder hele hoved, sådan så man lige kan skimte buen af et par klare lyseblå øjne inde bag ved, eller også er det deres måde de kigger på en, du ved sådan rigtigt, surt som om at man var et lille barn der var blevet taget i at stjæle lærens kridt og som nu stod på rektors kontor med en meget mere øm bagdel end de fleste bøller på hele årgangen kan give en, - det er derfor at jeg sjældent går i Netto,  jeg holder mig for det meste til mine venner i den lysende cirkel.

det kan også godt være at jeg er bange for at jeg selv forandre mig, for tænk nu hvis mine venner slet ikke kunne genkende mig, det ville være trist.. mere trist end dengang min kat ”Mis” den dødede, det må ikke ske for så har jeg ikke nogen at snakke med når mørket falder på..
Engang kom der et cirkus til byen, de hostede med ild og pinte katte med stole imens de brokkede sig højlydt og kastede med knive, det var ikke noget for mig så jeg blev hjemme, for jeg skulle jo nødigt miste mine venner til mørket, eller fare vild..