Ligegyldigheden kæmper sig igen vej ind igennem røret og brændemærker min sjæl, imens skyggerne på væggen river sig løs, fra de sort-hvide nuancers land til endnu en nat hvor samvittigheden kalder på flaskens dræbende dråber af glemsel.
Kan ikke længere forstå folks flakkende blikke, kan ikke længere se ejeren til øjne der hvile sig i min nakke. Men pisken hviner videre hen over ryggen og tegner syndsforladelsens gennemsigtige smil, med rådne kødsår der afspejler, hvem, hvad og hvorfor jeg er her. Jagter svaret, men er som alle andre, blindet af frygten for se farven på øjnene der svinger pisken.
Savner en der forstår uden at ville, savner en der lader ordet fylde uden at skulle, savner det krystal blå skær, uden at skulle tænke på den jeg havde kær. Så håber i har opnået det i ville med jeres hånlige ordkløver ord, der har efterladt mig tilbage i selvsikkerhedens børnehave, med to sko uden snørebånd og med frygten for fejle.
Men bar rolig, jeg tager selv skylden for hvert et slag, så kan i sidde inde i varmen med velbehag og dele jeres rådne samvittigheds smil med jeres egen splinter nye fordrukne synde-svin. Så længe jeg aldrig mere skal tilbage på den skolebænk, tager jeg gerne slagene fra jeres egocentrerede syn på et spejlbillede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar