Kærlighedens skyggeside brændemærker min sjæl imens cementen under mig så småt begynder at trænge ind igennem et hvert af hjertes åbninger.
Frygtens citrene lammelse rammer mig i brystkassen og spreder melankoliens torne ud i mine blodbaner, som en blind hest trækkes jeg rundt i manechens evige pinerig fra folks stikkende blikke.
De brændende rester af livets fundament regner nu ned over mig alt imens de rosen røde minder langsomt bliver fortrædret af jalousiens sultne maver. de ord der aldrig blev sagt drypper nu fra det knuste hjertes skår, de tanker der aldrig blev tænkt gennembore nu min personlighed, som en tikkende bombe gemt under hverdagens stressende maskebal.
ensomhedens herreløse hund knuser mit hjerte endnu engang, alt imens skriget fra det sadistiske selvpineri bliver til et eko af morgengryets farverige opstandelse.
ensomhedens herreløse hund knuser mit hjerte endnu engang, alt imens skriget fra det sadistiske selvpineri bliver til et eko af morgengryets farverige opstandelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar