Vægten fra minderne

Jeg sidder i de ensomme nattetimers betrykkende tomrum, hvor kun lyden af minutternes triste snorken snegler sig hen over viserne på mit indre ur, som når mørket rædselsslagent står stille i sekundet før solens dræbende stråler rammer.
kaster et sidste blik på de farverige lygter, der nu endnu en gang går i atmosfærisk tomgang under mindernes genudsendelser, før jeg indtræder det velkendte vakuum hvor i min sjælefred drømmer sig hen, når alt andet bliver for uudholdeligt.
min krop den ekser under vægten fra de overstyrede fortrudte minder på mine skuldre, for jeg er blændet af glimt fra fortiden, så jeg må glemme min virkelighedsflugt, for igen at træde ud i solens månelignende skær, min sindsstemning sætter sig i hak som grammofonen i stuen og pladestøjen ligger sig tungt i hver en fuge og udfylder tomrummet i maven og sætter fornuften til skue.

Jeg er som en flue på væggen i mit eget liv, fyldes igen af angstens passive sind, som at blive ved med at genlæse første kapitel af en melankolsk kærlighedsroman.
jeg forstår ikke længere de tvetydige stemmer, der bølger sig igennem virkelighedens alt overvældende førstehåndstryk, som at se sin bedste ven uden længere at kunne genkende ansigtet.
jeg står stille, helt alene i mørket, nægter at betræde paradisets kolde jord uden bekendtskab til følelsernes væsker, der gemmer sig i undergrunden, mit liv er som et galleri hvor billederne er fra lige efter tingende er sket.
Så hvem siger at det er svært at leve? Det der er svært er at tilgive sig selv uden at skulle nedslagte sin ven, for rønnebærrene er aldrig lige så sure som man gerne vil have og man ved, at grunden til, at man ikke fik dem, var at man var for doven til at hente stigen.