Paranoia

Sindets fæstning forfalder i savnet til tryghedens hjertebanken imens depotopiens slange snor sig stramt omkring virkelighedens kirsebærtræ midt imellem de forfaldne minder, som at være skuffet over skuffelsen men uden at kende grunden.
melankoliens trubadur spiller et sidste nummer, imens mine drømme forkynder, om en verden hvor regnen falder på gaden som de blodige tårer fra englenes bedre halvdel, og hvor hjerte ikke rimer på nogen form for smerte, savner ikke at føle blikket fastfrosset på min sjæl.
Alle de drømme jeg havde, voksede sig til et frø der så begyndte at spire da sensommerens fantasi slog mig til jorden som et lynnedslag, men jeg savner et holdepunkt i livets evige strøm, jeg savner en drøm jeg tør sætte min lid til.. Jeg mangler at mærke at min dag ikke er spildt, men min utopi forbliver en drøm og misfostret fra barndommens lange og dunkle nat må vandre i blinde, for de blinke lygter, løfter kun sløret for folk der tror de forstår.. og det er der desværre kun få der formår...