Jeg sidder nu fastlåst i fortidens utopier omkring aftenhimlens krystal blå skær, med billeder der er sat på repeat på øverste etage, ser jeg det lysglimt igen og igen, der endte med at få blodet til at pible frem fra sjælens vinduer. Jeg flakkede bevidstløst rundt imellem skårene fra de knuste drømme og den stenede virkeligheds askefyldte lunger, jeg råbte i mørket men kun skyggerne svarede, druknede i tåre fra de ansigtsløses forventninger.
Ensomhedens venskab blev min hverdag og i takt med sårene på materialiseringen af liv begyndte de pædagogiske misfostres for glem mig ej at springe ud, indtil dagen hvor stjernen bag horisonten kom til syne igen og banede vej for de uforglemmelige minder, der igen i dag voldtager realitetssansen og slynger de krypterede beviser på bevidsthed ud til de svimlende højder, der knækker hver en sætning midt i hverdagens stressede afslapning.
Jeg forkynder hverken godt eller ondt, fortæller bare hvordan livet har trådt sålen ned på min tøffel.Ensomhedens venskab blev min hverdag og i takt med sårene på materialiseringen af liv begyndte de pædagogiske misfostres for glem mig ej at springe ud, indtil dagen hvor stjernen bag horisonten kom til syne igen og banede vej for de uforglemmelige minder, der igen i dag voldtager realitetssansen og slynger de krypterede beviser på bevidsthed ud til de svimlende højder, der knækker hver en sætning midt i hverdagens stressede afslapning.
Så vil du fortælle mig vejen til hvor gæret er lavest? for jeg vil så gerne se solen stå op over de grønne enge før jeg dør..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar