Virkelige uvirkelighed

Skrigende fra de individualistiskes dødende sjæle, hørers ved hver et gade hjørne i tilværelsens xenofobiske fængsel, imens de virkeligheds forfulgte, står og ser på sig selv drukne i råd og falsk sympati fra bedrevidende idioter, der endnu ikke har opdaget den sociale symbiose, imellem dem der tabte et liv og dem der lever tabet.

Denne lukrative besættelse som vi alle lever vores liv under, fører kun til den paranoides dobbeltmorale.  imens vi nedkøler vores dårlige samvittighed med egoisme, kører fornuften kun på autopilot, og efterlader et hvert spinkelt håb til de åbne massegrave.
på trods af menneskehedens empatiske natur, kendes vi langt fra ved den, men hvad gør kroner og ører imod det gabende tomrum der fortærer sjælende hos de pædagogiske misfostrer, som at se de ansigtsløse masochister offer sig selv til kødets lyster, for at retfærdiggøre kødsårets varme væsker, det knuste hjertes splinter gør tilværelsen dunkle og bister og efterlader livets parafili til monsteret under sengen.

Et hvert menneske er født lige og et hvert menneske dør lige, alt hvad der kommer imellem er blot glasur på den ellers så tandpine fremkaldende, søde velkomstkage, bestående af de psykotiskes sorthvide blodbad..

 Jeg sidder i den øredøvende stilhed og betragter virkeligheden forsvind, imens tikken fra uret bliver højere, danner jeg mig, for et øjeblik billeder af den følelses mæssige voldtænkt der skabte fabelagtige maleriger af boldbadet på øverste etage. som jagten på mening, lever vi i freakshowets iscenesatte maskebal, der gemmer på normerne og deres tankeløse fremmedhad, imod enhver der tænker selv.